C-reaktivt protein (CRP) er et protein, der produceres af leveren, og dets niveauer i blodet stiger betydeligt som reaktion på inflammation. Dets opdagelse i 1930 og efterfølgende undersøgelser har cementeret dets rolle som en af ​​de mest afgørende og udbredte biomarkører i moderne medicin. Vigtigheden af ​​CRP-testning ligger i dets anvendelighed som en følsom, omend uspecifik, indikator for inflammation, der hjælper med diagnose, risikostratificering og overvågning af en bred vifte af tilstande.

1. En følsom markør for infektion og inflammation
En af de primære anvendelser af CRP er i detektion og behandling af infektioner, især bakterielle infektioner. Mens en stigning i CRP er en generel reaktion på inflammation, kan niveauerne stige voldsomt ved alvorlige bakterielle infektioner og ofte overstige 100 mg/L. Dette gør det uvurderligt til at skelne mellem bakterielle og virusinfektioner, da sidstnævnte typisk forårsager en mere beskeden stigning. I kliniske sammenhænge bruges CRP til at diagnosticere tilstande som lungebetændelse, sepsis og postoperative infektioner. For eksempel hjælper overvågning af CRP-niveauer efter operation læger med at identificere komplikationer såsom sårinfektioner eller dybe bylder tidligt, hvilket muliggør hurtig intervention. Det er også afgørende for behandling af kroniske inflammatoriske sygdomme som leddegigt og inflammatorisk tarmsygdom (IBD), hvor serielle målinger hjælper med at måle sygdomsaktivitet og effektiviteten af ​​antiinflammatorisk behandling.

2. Vurdering af kardiovaskulær risiko: hs-CRP
Et stort fremskridt inden for området var udviklingen af ​​højfølsom CRP-test (hs-CRP). Denne test måler meget lave niveauer af CRP, som tidligere ikke kunne spores. Forskning har vist, at kronisk, lavgradig inflammation i arterievæggene er en nøglefaktor i åreforkalkning – ophobning af plak, der kan føre til hjerteanfald og slagtilfælde. hs-CRP fungerer som en robust biomarkør for denne underliggende vaskulære inflammation.
Den amerikanske hjerteforening (American Heart Association) anerkender hs-CRP som en uafhængig risikofaktor for hjerte-kar-sygdomme. Personer med hs-CRP-niveauer i det høje normalområde (over 3 mg/L) anses for at have en øget risiko for fremtidige hjertehændelser, selvom deres kolesterolniveauer er normale. Derfor bruges hs-CRP til at forfine risikovurderingen, især for patienter med mellemrisiko. Dette muliggør mere personlige forebyggende strategier, såsom at påbegynde statinbehandling hos personer, der ellers ikke ville blive behandlet udelukkende baseret på traditionelle risikofaktorer.

3. Overvågning af behandlingsrespons og prognose
Ud over diagnose og risikovurdering er CRP et fremragende værktøj til at overvåge en patients respons på behandling. Ved infektionssygdomme er et faldende CRP-niveau en stærk indikator for, at antibiotika- eller antimikrobiel behandling er effektiv. Tilsvarende korrelerer et fald i CRP ved autoimmune tilstande med vellykket undertrykkelse af inflammation med immunsuppressive lægemidler. Denne dynamiske natur giver klinikere mulighed for at justere behandlingsplaner i realtid. Desuden er vedvarende høje CRP-niveauer ofte forbundet med en dårligere prognose i tilstande lige fra kræft til hjertesvigt, hvilket giver et indblik i sygdommens sværhedsgrad og forløb.

Begrænsninger og konklusion
Trods dens anvendelighed er en afgørende begrænsning ved CRP dens manglende specificitet. Et forhøjet niveau indikerer tilstedeværelsen af ​​inflammation, men præciserer ikke dens årsag. Stress, traumer, fedme og kroniske lidelser kan alle forhøje CRP. Derfor skal resultaterne altid fortolkes i sammenhæng med patientens kliniske historie, fysiske undersøgelse og andre diagnostiske fund.

Afslutningsvis er vigtigheden af ​​CRP-testning mangesidet. Fra at fungere som en frontlinjetest for akutte infektioner til at tjene som en sofistikeret indikator for langsigtet kardiovaskulær risiko gennem hs-CRP, er denne biomarkør et uundværligt værktøj i klinikerens arsenal. Dens evne til objektivt at måle og overvåge inflammation har i høj grad forbedret patientplejen i forbindelse med diagnose, behandlingsvejledning og prognostisk evaluering på tværs af adskillige medicinske specialer.